» Nyheder

Nyheder



Vi vil have kulør i boligen igen

10-09-2014

En væg med farve i stuen eller en flot kulør til køkkenet er i stigende grad efterspurgt af danskerne, som vil have mere liv og stemning i boligen med farver. Leverandørerne af maling til det danske marked kan alle mærke, at der sælges markant mere kulørt maling, omkring en femtedel af det solgte maling har fra grålige toner til mere sprælske farver.

- De fleste har været der med minimalisme og hvide vægge. Nu ser vi ser en farveinspiration fra Østen og Mellemøsten, oplyser marketingschef Hans Munkholm fra Jotun.

Blandt de populære farver er lige nu ”støvede” grålige og blågrønne nuancer og duchede let kraftige pasteller. En af de store leverandører, Flügger, ser også en tendens i farvevalget, hvor de søgrønne og grå farver vinder frem. Og så er monokrome rum – altså ensfarvede rum – vejen frem, når maleren skal ud med farvekortet, spår Flügger.

- Vi tror rigtig meget på, at de monokrome rum kommer stærkt tilbage. Det giver en anden eksponering af møbler og kunst, samt det binder rummet sammen, og skaber ro, siger Lone Bjørslev Kisbye, PR manager i Flügger.

Helt i tråd med den udvikling har brancheorganisationen Danske Malermestre indstiftet en helt ny pris, ”Prisen for godt malearbejde”, der uddeles til en privatkunde for flot, spændende og inspirerende brug af farver i et malearbejde udført af et af organisationens medlemmer.

Ingen grund til farvepanik
Malermestrene vil med prisen fremhæve de mange flotte muligheder, man har for at give sin bolig mere liv med farver.

- Maleren har sin viden om f.eks. NCS-farvesystemnet, som vi bruger til at skabe harmoni mellem farverne, fortæller Lilian Bech, Faglig-teknisk chef i Danske Malermestre.

- Et maleri kan virke karakterløst på en hvid væg, mens en markant farve kan fremhæve og give maleriet mere æstetisk værdi i rummet. Der er en ingen grund til at være farveforskrækket, hvis man har en professionel maler til at rådgive sig, som netop ved, hvordan man med enkle midler kan skabe store effekter, siger hun.

Danskerne vil gerne have et godt råd om farver i boligen, det kan man også mærke hos PPG Industries, der sælger Dyrup og Sigma; de får flere henvendelser i deres brevkasse med spørgsmål til farvevalg.

- Nogle har måske købt et nyt hus, hvor alle vægge er hvide, og nu vil de gerne have det brudt. Vi kan se, at hvor mange valgte tapet som udsmykning på én væg tidligere, så vælger flere maling nu, for det er nemmere at skifte ud med en ny farve, fortæller Annette Høj Vraa fra PPG Industries.

Hvis man f.eks. kun ønsker kulør på én væg eller på en del af væggen, så er det også værd at få maleren til at vise, hvordan det skal placeres for at skabe den rigtige harmoni og balance i forhold til rummets opbygning.

www.malermestre.dk kan man læse mere om Danske Malermestres nye pris for privatkunder, som vil blive uddelt i efteråret.


Foto: Dyrup A/S. Pressen kan bruge billederne i omtale af denne artikel og med tydelig angivelse af Dyrup A/S i fotobyline. >> Foto 1 /  >> Foto 2

 

 

Nyheder