» Nyheder

Nyheder



Få ordnet facaden med grønt tilskud

14-03-2016

De fleste er nok blevet bekendt med at boligjobordningen, også kaldet håndværkerfradraget, har fået et mere grønt snit i 2016, og måske er ikke alle opmærksomme på, at man fortsat kan få fradrag for udvendigt malerarbejde.

 

Men det kan man, og det giver rigtig god mening, for udvendigt malerarbejde er med til at forlænge levetiden af facader og udvendigt træværk betydeligt. Og man undgår derfor unødvendig udskiftning samtidig med, at man får en flot bolig at se på.

 

Få nu set dit træværk efter
Tiden er kommet, hvor danskerne er på vej ud i haven. Men i stedet for kun at kaste sig over havearbejdet er det en ide at få set på det udvendige træværk. Det fugtige vintervejr har været hårdt mod træet, og måske er det på tide at ringe efter maleren.

 

Så kan man selv koncentrere sig om havearbejdet med god samvittighed. Og husk at kigge efter ”en rigtig maler” med det karakteristiske M-logo. Så er du sikret både faglig viden og garantiordning.

 


Facaderenovering er en god investering
Det kan også være en god ide at overveje, om husets facade skal have en tur. En analyse, der blev foretaget af Realmæglerne i 2014, viser, at en opfriskning af en træt gulstensfacade med indfarvet puds er en af de bedste investeringer, man kan gøre i boligen.

 

Afhængig af husets størrelse  vil udgiften ligge på omkring 100.000 kr. men behandlingen kan gøre boligen op til 150.000 kr. mere værd. Og maleren kan sagtens stå for arbejdet.   

 

Også sommerhuse

Ordningen gælder fortsat også arbejde udført i sommer- og fritidshuse.

 

>> En Rigtig Maler

 

Foto: Søren Hytting

>> Pressefoto

 

Nyheder