» Nyheder

Nyheder



Maria er ny danmarksmester

28-01-2012

Maria Steensgaard Hansen kan nu kalde sig Danmarks bedste maler, efter at hun lørdag 28. januar blev kåret som den bedste blandt malerne i DM i Skills.

Efter to en halv dages intensivt arbejde var de seks malerdeltagere færdige med deres opgaver, som bl.a. bestod af tapetopsætning, lakering af træ og en opmålingsopgave.

Ved en stor ceremoni i Odense Congress Center med talere af blandt andre tidligere undervisningsminister Bertel Haarder og LOs formand Harald Børsting fik Maria Steensgaard Hansen overrakt en statuette og et diplom for sin førsteplads.

Maria Steensgaard Hansen er i lære hos Malerfirma Jens Madsen Aps og elev på Syddansk Erhvervsskole, Vejle. 

Alle seks deltagere i konkurrencen modtog diplom fra SkillsDenmark for deres deltagelse og flotte præstationer.

Malerkonkurrencen har Danmarks Farve- og Limindustri som sponsor og de forærede alle seks deltagere en værktøjskasse med alt hvad hjertet begærer af malergrej, og de modtog også et diplom overrakt af formand for Danske Malermestre og Malerfagets faglige Fællesudvalg, Per Vangekjær.


Nyheder