» Nyheder

Nyheder



Daniel Fernandez er nordisk mester

01-09-2014

Lørdag 30. august fik Daniel Fernandez fra Aalborg overrakt pokalen for at have vundet det nordiske mesterskab, NMO, i Stockholm.

De fem deltagere ved mesterskabet havde arbejdet med opgaverne i 20 timer over tre dage og været igennem tapetopsætning, de havde udført en bunden opgave, en fri dekoration og lakeret en trædør med profil.

Dommergruppen, der bestod af en repræsentant fra hvert land, skulle løbende bedømme deres resultater, som bl.a. også bestod af en farveefterligning.

Daniel Fernandez deltog som repræsentant for Danske Malermestre, da han vandt danmarksmesterskabet DM i Skills i januar 2014.

- Opgaven og bedømmelsen var bygget op som ved verdensmesterskabet, WorldSkills, og dermed har vi fået et bedre indblik i, hvor man skal have sit fokus i træningen for gøre sig gældende ved WorldSkills, siger Niels Håkonsen, uddannelseschef i Danske Malermestre.

Det er nu tredje gang i træk, at det er den danske deltager ved NMO, som hiver pokalen med hjem.

- Det kan tyde på, at den måde vi tilrettelægger Danmarksmesterskabet og hele træningen til mesterskaberne herhjemme, har de rigtige elementer. Vi gør det rigtige i forhold til at konkurrere i norden, siger Niels Håkonsen.

Daniel Fernandez er ikke sikker på en plads ved verdensmesterskaberne, WorldSkills, da det er vinderen af næste års Danmarksmesterskab, som skal af sted. Der er ved Danmarksmesterskaberne seks deltagere - to fra hver region - og derudover har Daniel en ekstra plads, så han får chancen for også at vinde DM i Skills i 2015 og dermed pladsen ved verdensmesterskabet i 2015.

Daniel Fernandez er 18 år, og til daglig er han elev i Malerfirma Carsten Sørensen A/S i Aalborg og på Construction College Aalborg.

>> Se flere billeder fra NMO i Stockholm

 

 

 

 

 

Nyheder