» Nyheder

Nyheder



Danmarks dygtigste malerelev hedder Marco

10-01-2015

Dette års vinder DM i Skills for malerfaget blev Marco Brems, som lørdag 10. januar fik overrakt diplom af undervisningsminister Christine Antorine ved den storslåede afslutning på det tre dage lange mesterskab DM i Skills.

Han var lynhurtig til at kvittere for æren ved at give ministeren et ordentligt maler-smækkys på kinden!

-  Det er megafedt, at jeg vandt, men jeg havde slet ikke troet, at det blev mig, sagde den 18-årige malerelev fra Syddansk Erhvervsskole, Vejle.

- Jeg er glad for det resultat jeg lavede, og jeg har aldrig tapetseret så stærkt før!

Foto: Søren Hytting.

Marco Brems har siden torsdag dystet mod seks andre malerelever ved det store DM i Skills, som i år blev afholdt i Bella Center med rekordmange deltager i konkurrencefag fra erhvervsuddannelserne - 306 elever fordelt over 36 konkurrencefag. Og antallet af besøgende til danmarksmesterskaberne har også år slået rekord med 68.000 publikummer.

- I har vist det ypperste i jeres fag, og man skal ikke undervurdere betydningen af, at I er rollemodeller for alle de skoleelever, som har været her forbi og set jer. Sidste år slog DM i Skills alle rekorder - og i år har vi så 68.000. Det er helt fantastisk, sagde Christine Antorine ved afslutningen i Bella Center.

Det er femte gang, der afholdes nationale mesterskaber for en lang række erhvervsuddannelser, og for hver gang bliver arrangementet større og får flere besøgende. I år har Region Hovedstaden og Københavns Kommune været vært for DM i Skills, og alle 8. klasser i regionen har været inviteret til at komme og se konkurrencerne og selv afprøve deres færdigheder og få inspiration til deres eget uddannelsevalg.

Alle syv deltagere ved DM i Skills 2015. Fra venstre: Daniel Fernandez, Marco Brems, Sara Jensen, Camilla Reimer Jakobsen, Line Hornbæk Petersen, Andrea Mathiasen og Tina Mosekjær Clemmensen. Foto: Søren Hytting.

Som danmarksmester 2015 går Marco Brems videre til verdensmesterskabet WorldSkills, som afholdes i Brasilien i august 2015. Mange af vinderne fra de 36 konkurrencefag ved DM i Skills kan se frem til at dyste på internationalt niveau i Brasilien.

Marco Brems er elev hos A-Z Maleren & Østjysk Spartelfirma i Hedensted og på Syddansk Erhvervsskole.

Næste år afholdes DM i Skills i Fredericia, hvor Trekantsområdet er vært for arrangementet.


>> Pressebilleder fra DM i Skills 2015

>> Se flere billeder fra DM i Skills 2015

>> Mere om mesterskaber for elever
 

Nyheder