» Nyheder

Nyheder



Behov for unge selvstændige

06-06-2015

Håndværksvirksomheder har stort behov for, at unge vælger en erhvervsuddannelse, og i stor grad er der også behov for, at de unge ønsker at tage skridtet videre og få deres egen virksomhed.

Men alt for mange regler og tung administration dræner de unges motivation, og desværre er det ikke drømmen for mange unge at blive selvstændige virksomhedsejere

- Og hånden på hjertet, hvem kan fortænke dem i det? I dag er det desværre sådan, at du skal have en fetich for meget lange arbejdsdage for at arbejde som selvstændig, lød det fra Danske Malermestres formand, Per Vangekjær, i hans mundtlige beretning ved organisationens generalforsamling i dag 6. juni.

- Var det så bare, fordi man brugte tiden på at male, men det gør man jo ikke. Alt for mange timer bliver brugt på kontoret med at udfylde diverse offentlige skemaer og indberetninger.

Med et kommende folketingsvalg d. 18. juni lyder der en opfordring fra Danske Malermestre til politikerne om at gøre det nemmere at være virksomhedsejer, så der kan komme vækst i erhvervslivet og dermed jobskabelse.

- Mængden af administrative byrder opleves stadig som stigende, og det bliver ikke bedre af, at de offentlige systemer og hjemmesider ofte får nyt design, skifter adresse eller skiftes helt ud. Her kunne den kommende regering gøre meget ved at forenkle administrationen for de små håndværksmestre, sagde Per Vangekjær.

For at få dygtige unge ind i håndværksfagene er et andet ønske til politikerne at få genindført praktikpladspræmien til virksomhederne for at tage elever ind i uddannelsesaftaler.

- Byrderne er i dag ulige fordelt, hvor byggeriet varetager størstedelen af uddannelsen af lærlingene, mens andre erhverv – herunder industrien – kører på frihjul og høster gevinsten ved at ansætte faglært personale. Det må høre op, udtalte Per Vangekjær, der samtidig roste dem kommende reform af erhvervsuddannelserne.

- Den positive stemning, der i øjeblikket bliver de tekniske skoler til del, vil forhåbentlig få endnu flere unge til at vælge en erhvervsfaglig uddannelse. Og heldigvis. For vi får brug for alle de unge, som overhovedet kan tænkes at søge erhvervsfagene, hvis arbejdsstyrken skal blive intakt.

Danske Malermestres generalforsamling blev i år afholdt i Rønne på Green Solution House med godt 130 medlemmerne til stede.


For yderligere kommentarer kontakt formand for Danske Malermestre, Per Vangekjær, tlf. 20 94 07 90.

>> Hent den skriftlige årsberetning


Foto: Poul-Erik Rath Holm
>> Hent pressefoto

 

Nyheder