» Nyheder

Nyheder



Sag om prislisten er afgjort

25-11-2015

Sidste punktum i uenigheden siden overenskomstforhandlingen 2014 mellem Danske Malermestre og Malerforbundet i Danmark blev sat af Arbejdsretten tirsdag i denne uge.

 

Sagen blev tabt af Danske Malermestre, der havde anlagt sagen mod Malerforbundet i Danmark for at have brudt en aftale om en justering af malerfagets svendeprisliste efter forhandlingerne om overenskomsten.

 

- Det er trist og ærgerligt, at vi er kommet der til, hvor en aftale ikke længere er en aftale, siger Per Vangekjær, formand for Danske Malermestre og fortsætter:

 

- Og det er ikke mindre ærgerligt, at vi nu ikke kommer igennem med den nødvendige tilretning og justering af blandt andet radiatorafsnittet og opsætning af loftsbeklædning, som vi var enige om, der skulle ske. I hvert fald for halvandet år siden.

 

Forhandlingerne om en justering af prislisten forløb under overenskomstforhandlingerne i 2014, som brød sammen og efterfølgende blev omfattet af Forligsmandens mæglingsskitse.

 

Tilbage stod spørgsmålet om justeringen af prislisten, og her var man efterfølgende ikke enige om forløbet.

 

For da forhandlingerne reelt var brudt sammen og parterne var ved at gå fra hinanden, blev der underskrevet en aftale om, at justeringen af prislisten ville blive sat i værk efter overenskomstforhandlingernes afslutning.

 

Men hvor Danske Malermestre var af den klare opfattelse, at aftalen blev indgået for at sikre, at justeringen blev gennemført uanset udfaldet af de efterfølgende forhandlinger i forligsinstitutionen, hævdede Malerforbundet i Danmark siden, at justeringen var betinget af, at man opnåede et tilfredsstillende overenskomstresultat.

 

Den uenighed har varet frem til nu, hvor Arbejdsretten har dømt sagen og beklageligvis til fordel for Malerforbundet i Danmark.

 

- Det må siges at være lidt af en bet, at dommen er faldet ud til Malerforbundets fordel. Men når det er sagt, kan vi jo håbe på, at det nye hold, der nu står i spidsen for Malerforbundet, vil være med at se på en justering af prislisten, så vi kan få udluset de uhensigtsmæssigheder, der er, siger Per Vangekjær.

 

Dommen betyder, at prislisten dermed kører videre som hidtil uden justeringer.

 

 

 

 

 

Nyheder