SMVdanmark
Danske Malermestre er medlem af SMVdanmark, det tidligere Håndværksrådet, der blev stiftet i 1879 som Fællesrepræsentationen for Dansk Industri og Haandværk. Senere skilte industrien sig ud og Håndværksrådet, nu SMVdanmark, repræsenterer i dag både håndværkets interesser og små og mellemstore virksomheders interesser.
De ca. 20.000 virksomheder i SMVdanmark er fordelt på mange forskellige fag inden for mindre industri, byggeri, handel og service.
Virksomhederne fordeler sig fra familievirksomheden og til virksomheder med op til 100-150 ansatte.
SMVdanmark er en erhvervspolitisk organisation, der arbejder med det formål at fremme små og mellemstore virksomheders interesser. Med det for øje arbejder SMVdanmark aktivt i en lang række udvalg, råd og nævn med at påvirke den politiske proces, gøre opmærksom på de vilkår, små og mellemstore virksomheder har at arbejde under og ved hjælp af analyser m.v. dokumentere disse oplysninger.
SMVdanmarks politik fastlægges af forretningsudvalg, bestyrelse og en række andre udvalg. Håndværksrådet arbejder dels efter langsigtede målsætninger og dels i forhold til den mere aktuelle politiske proces.
Danske Malermestre har repræsentanter i såvel SMVdanmarks bestyrelse som i udvalg under rådet.