Godt håndværk bag Farveprisen 2017

09-05-2017

Historien om byen, om havnen og om livet i byen er i høj grad en del af fortællingen om dette års uddeling af Farveprisen.

 

”Det Røde Bånd” på havnen i Nørresundby kan ses som et vartegn over begge sider af Limfjorden, hvor Aalborg-siden har udsigten til det 1200 m2 store maleri, som er opført af MurMal-projektet.

 

 

Bag MurMal står Jyske Bank og Flügger, der har været drivkraft bag flere murmalerier rundt i landet, alle med et socialt sigte, og her er det arbejdet med de unge elever fra Tech Colleges skolepraktikcenter.

 

- I fortjener en stor ros, og tak ikke mindst, for jeres initiativ og de mange ressourcer, som I tilsammen lægger i MurMal-projekterne. Jeg håber meget på, at I fortsætter jeres arbejde. Jeg er fuldstændig overbevist om, at I flytter noget hos mange mennesker, når de ser et maleri i den størrelse. Man bliver simpelthen glad, når man ser det, sagde formand for Farvepriskomiteen og for Danske Malermestre, Per Vangekjær, ved overrækkelsen ved Hedegaard Siloen på havnen.

 

- Og alene det, at 13 af eleverne fik en rigtig læreplads på grund af dette projekt, beviser dets værd!

 

Farveprisen blev i dag uddelt af Danske Malermestre og Kirsten og Freddy Johansens Fond. Prisen på i alt 150.000 kr. gik til:

 

• Kunster Søren Elgaard, der har stået for motivet med udsnittet af den gamle jernbanebro, der forener de to byer over fjorden. 75.000 kr.


• Festligholdelse for eleverne fra Tech College Aalborg, der har stået for malearbejdet på det 30 gange 40 meter store maleri. 25.000 kr.


• MurMal-projektet, der siden 2009 har stået for flere murmalerier med lokale støtter og sponsorer. 50.000 kr.

 

 

 

Motivet er malet på Hedegaard A/S' silo på havnen, og det har med kunstner Søren Elgaards ord været et fantastisk projekt. De har skullet rense, grundbehandle, tegne motivet og male i flere lag.

 

- Jeg var nervøs, da eleverne skulle til at tegne det op. Men de klarede det så professionelt. Og det har været et eventyr at få denne opgave, der ligger i det offentlige rum, så alle kan have en holdning til det. Men jeg har endnu ikke hørt nogle negative røster, og jeg synes, det er godt, at det ligger her, hvor alle kan se det på alle tider af døgnet, sagde Søren Elgaard.

 


Prismodtagere: Lone Kisbye, Flügger, kunstner Søren Elgaard, Lene Hjort, Jyske Bank, og formand for Farvepriskomiteen, Per Vangekjær.

 

Med jernbanebroen som motiv er der knyttet tråde til havnens fortid som industrihavn, og til broens nye status som Kulturbro med en nye gang- og cykelbro.

 

Projektet har desuden skabt bånd mellem erhverv, uddannelse og kunst.

 

- Det er også fortællingen om, hvordan man inddrager elever fra de tekniske skoler i projektet. SKP-eleverne kommer her helt frem i forreste række og viser, at de også er ”rigtige malere”, sagde Per Vangekjær ved overrækkelsen, der fandt sted ved Hedegaard Siloen.

 

MurMal-projektet er et CSR-projekt med flere parter bag, der har støttet ideen om, at erhvervsskoleelever er med til at skabe et kunstnerisk værk, samtidig med, at de har vist deres egen faglighed. Parterne i ”Det Røde Bånd” er: MurMal ved Jyske Bank og Flügger, derudover Aalborg Havn, Hedegaard A/S, Det Obelske Familiefond, Aalborg Kommune og Tech College Aalborg. Alle modtog diplomer, og Hedegaard A/S modtog en plakette for Farveprisen 2017 til ophæng på siloen.

 

For yderligere kommentarer angående Farveprisen: Kontakt direktør Ole Draborg: 3263 0370 / 4085 1141

 

Foto: Lars Horn

 

>> Hent pressefoto

 

>> Læs mere om Farveprisen

 

 

Nyheder Farveprisen


17-05-2018
Farveprisen overrakt til Roskilde-museum

Danske Malermestres Farveprisen 2018 blev i dag overrakt til museumskoncernen ROMU og billedkunstneren Maja Lisa Engelhardt.
>> Læs mere…

04-05-2018
Farveprisen går til Roskilde Museum

Det bliver Roskilde Museum og billedkunstneren Maja Lisa Engelhardts farvesætning af de to faste udstillinger ”Magt og Mennesker” og ”Roskilde i glimt”, der vandt Farveprisen 2018.
>> Læs mere…

09-05-2017
Godt håndværk bag Farveprisen 2017

Både kunsten og malerarbejdet gør stort indtryk, når man ser ”Det Røde Bånd”
>> Læs mere…

04-05-2017
Stor pris til ”Det Røde Bånd”

Alle er velkommen til at deltage i overrækkelsen.
>> Læs mere…

12-04-2017
Farvepris til Aalborgs flotte murmaleri

I maj uddeles prisen til kunstner og projekt MurMal.
>> Læs mere…

Nyheder Farveprisen