WorldSkills
Verdensmesterskaberne WorldSkills afholdes hvert andet år med et nyt værtsland for hver gang. I Danmarks står SkillsDenmark for at udsende de dygtigste unge håndværkere.
Vejen til verdensmesterskabet i malerfaget begynder ude på erhvervsskolerne, hvor skolemesterskaber udvælger to deltagere til at videre til de regionale mesterskaber. Ved regionsmesterskaberne kæmper eleverne om pladserne til danmarksmesterskabet, som afholdes hvert år. Her er der plads til seks deltagere + hvert andet år deltager den forrige vinder, da der netop kun afholdes WorldSkills hvert andet år.
>> SkillsDenmark
>> WorldSkills
>> WorldSkills Abu Dhabi 2017
WorldSkills 2017
Årets danske deltager i WorldSkills 2017 Rebekka Guldbrand Vedstesen er endt på en flot 8. plads - og er altså i den bedste tredjedel - i mesterskaberne i Abu Dhabi. Sammen med syv andre danskere fra landsholdet modtog hun også Medallions of Excellence for at have fået mange point for sit arbejde. Konkurrencen blev afholdt 14. - 19. oktober, hvor i alt 77 lande deltog i konkurrencerne. I 2011 vandt Danmark guld - og underviser og træner Hanne Asmussen fra Rybners Tekniske Skole i Esbjeg vidste, at Rebekka kunne nå langt.
- Der er stort potentiale i Rebekka - og hun fik en fin 8. plads. Det er imponerende at være i den bedre tredjedel og samtidig modtage medaljen for excellence, som uddeles, hvis man har en vis mængde point. Det var en stor oplevelse at være i Abu Dhabi, og der var en fantastisk stemning på stadion under afslutningsceremonien, siger Hanne Asmussen, der har trænet Rebekka til både to DM i Skills, de nordiske mesterskaber og nu verdensmesterskaberne.
Det er første gang, at der er en medalje til en dansk bygningsmaler, siden Jesper Guld Nielsen vandt guld i WorldSkills i 2011. Den danske kokke- og traktormekanikerelev fik begge bronzemedaljer.
De tidligere deltagere
Både for de unge og for tilskuerne er det en kæmpe oplevelse at være til et WorldSkills - som kan beskrives som håndværksfagenes Olympiske Lege.
I 2011 modtog den danske deltager for malerfaget, Jesper Guld Nielsen, en guldmedalje for sin flotte præstation ved WorldSkills i London.
Faget havde da kun deltaget ved WorldSkills to gange tidligere; ved WorldSkills i 2007, hvor Stine Abild Brandstrup blev nr. 9 ved konkurrencen i Japan, og i 2009, hvor Max Grønbæk blev nr. 8 ved WorldSkills i Canada.
I 2013 deltog Jacob Kofod ved WorldSkills, der det år blev afholdt i Leipzig.
I august 2015 i São Paulo i Brasilien var det Marco Brems, der deltog for det danske malerfag.